Gravid uge 8
9. Graviditetsuge
Uge 8+0 – 8+6
Babys udvikling 👶
Barnet er nu cirka 13-17 mm langt og vejer omkring 1,5-2 gram. Det ligner mere og mere et lille menneske i miniature. Det lillebitte menneske har dog meget anderledes proportioner end dig. Hovedet er stadig stort i forhold til kroppen og overkroppen er meget større end underkroppen. Kroppen retter sig gradvist mere og mere ud. Starten på det, der skal blive til arme, ben og fødder kan nu tydeligt ses. Denne uge dannes også sanseorganerne samt de vigtigste indre organer – alt sammen til lyden af hjertets regelmæssige slag.
På ultralyd er det tydeligt at se barnets bevægelser nu. Bevægelsesimpulserne fra hjernen når nu helt ud i arme og ben, og der sendes signaler via nervesystemet til musklerne. Bevægelserne er stadig ukoordinerede og ubevidste. Det, at barnet nu kan bevæge sig, er vigtigt for den videre udvikling af muskler og led.
Mor oplever🤰
Du har måske lagt mærke til, at du reagerer kraftigere, end du plejer, på stærke dufte – at du lige pludselig ikke kan holde din yndlingsduft ud? Det kan du takke hormonerne for … Den skærpede lugtesans er en af dine beskyttelsesmekanismer. Det er nemlig superrelevant ikke at udsætte dig og dit barn for kemi eller lugte, der kan risikere at være skadelige.
Du kan måske mærke små stik og en fornemmelse af noget, der minder om menstruationssmerter? Det er den voksende livmoder, som nu er på størrelse med en appelsin, der udvider sig. Selvom det stadig ikke er synligt udenpå din mave, så vokser livmoderen hele tiden og kræver mere og mere plads. Dine organer vil gradvist give plads til at graviditeten udvikler sig.
Hvis du oplever en lille blødning i den første tredjedel af graviditeten, er det måske rart at vide, det er ret almindeligt og på ingen måde behøver være et tegn på, at man er ved at abortere. Hvis du derimod oplever tiltagende blødning og smerter, så bør du kontakte læge eller sygehus.
Går du i hemmelighed og glæder dig over din graviditet? Mange føler, at det er lidt for tidligt at fortælle familie og venner om graviditeten. Omvendt er det ofte en lettelse og glæde, at kunne dele, at der er en baby på vej. Det kan være guld værd at tale med en jordemoder til en jordemoderkonsultation eller en tidlig scanning om de mange tanker, forventninger og måske bekymringer. Du kan først forvente at komme til jordemoder mellem uge 14 og 19, så det kan være længe at vente. I privat regi er det muligt mod betaling, at se en jordemoder præcis når det passer dig.
Ugens anbefalinger🎯
Få en tidlig scanning. Det er bare helt igennem fantastisk at opleve babyen på en scanning og se hjerteblink, det fremmer jeres tilknytning til det lille barn og gør graviditeten mere virkelig. Læs mere her
Har du kvalme? Få en kvalmebehandling. Det behøver ikke være en tilstand du skal finde dig i. Læs mere her