Hvornår kan du blive scannet i graviditeten?
I teorien kan du blive scannet gennem hele din graviditet, men der er grænser for, hvornår man kan se hvad. I denne artikel bliver du guidet i, hvornår du skal bestille tid, hvis du vil kunne se hjerteblink, køn og meget mere.
Når graviditetstesten er positiv
Når graviditetstesten viser positiv får mange gravide behov for at se med egne øjne, at de rent faktisk er gravide. Det kan føles både abstrakt og surrealistisk, at de to streger på testen er et ægte bevis på, at der er en baby på vej. Drømme, ønske og forventninger tager hurtigt form, og det er naturligt, når behovet for bekræftelse melder sig.
Til en tidlig scanning
Når du kommer til tidlig scanning, vil du som udgangspunkt blive scannet uden på maven. Indimellem bliver billederne dog bedre, når man scanner indvendigt fra. Scanningen vil kunne vise om, graviditeten er lokaliseret inde i selve livmoderen, eller om den ligger uden for livmoderen. Det kan fastslås, om du er gravid med mere end ét barn eller flere, og om det lille hjerte er begyndt at slå. Fra uge 6+0 vil sandsynligheden for at være hjerteblink være stor, hvis beregningen af graviditetens længde er korrekt. Til en tidlig scanning vil det være muligt at vurdere, hvor lagt du er henne, hvis du ikke har en regelmæssig cyklus og dermed har svært ved at regne ud, hvornår du er blevet gravid.
Opsummeret kan en tidlig scanning fortælle:
• Om graviditeten er placeret korrekt inde i livmoderhulen
• Hvor mange børn du venter
• Om hjertet er begyndt at slå
• Hvorvidt udviklingen ser rigtig ud, i forhold til tidspunktet du bliver scannet
• Hvor langt du er i graviditeten
12- ugersscanning også kaldt nakkefoldscanning
Nakkefoldsscanningen kan laves fra uge 11+4 – 13+6. Derfor kaldes den også 12-ugersscanning, da den ligger omkring dette tidspunkt.
Ved denne scanning vurderes det om:
• der er hjerteblink
• graviditeten sidder i livmoderen
• du er gravid med mere end ét barn
• terminen fastsættes
Der laves også en grundig gennemscanning af barnet, hvor der kigges efter misdannelser. Det er faktisk muligt at se en del allerede på dette tidlige tidspunkt, herunder hvordan kranieknoglen er dannet, hvordan hjernen ser ud, og om bugvæggen har lukket sig. Det tjekkes også, hvor navlesnoren kommer ud af barnets mave, samt om fostervandsmængde og fosterbevægelser er normal.
Kønsscanning - er det er dreng eller pige?
Vil I gerne vide om I venter en dreng eller en pige, så kan en kønsscanning løfte sløret for det spørgsmål. Indtil uge ca. 14 uge ser kønsorganerne relativt ens hos drenge og piger. Det kan derfor være en med usikkerhed at lave kønsscanningen uge 14+0.
En scanning på det tidspunkt vil kunne fortælle:
• Om det er en dreng eller pige
• Hvor stort barnet er blevet fra hoved til numse
• Om alt udvikler sig som forventet
• Hvorvidt barnet bevæger sig i livmoderen
• At fostervandsmængden er passende og svarende til tidspunktet i graviditeten
Tidlig misdannelsesscanning
Fra uge 16+0 - 18+6 kan der laves en tidlige misdannelsesscanning. På dette tidspunkt vejer barnet ca. 150 g og hjertet er 1,5 cm stort. Selvom det er meget små strukturer, er det muligt at vurdere om strukturerne foreløbigt ser korrekte ud. Det endelige billede ses ved 20 ugersscanningen.
Får I et normalt scanningsresultat ved den tidlige misdannelsesscanning, er sandsynligheden for en normal sen misdannelsesscanning meget stor. Det anbefales dog altid, at I følger op med en sen misdannelsesscanning.
Mange vælger den tidlige misdannelsesscanning for tryghedens skyld og som sikkerhed for, at barnet udvikler sig normalt. Det kan føles som lang tid at skulle vente helt til uge 20. Sygehuset tilbyder som udgangspunkt kun den sene misdannelsesscanning.
20 ugersscanning også kaldt misdannelsesscanning
Denne scanning laves fra graviditetsuge uge 19+0 – 21+4. Her er barnet blevet væsentligt større end til 12- ugersscanningen, hvor I kunne se den lille i fuld figur. Nu er det mere dele af barnet, der kigges på under scanningen.
Barnets organer gennemgås med henblik på at udelukke alvorlige misdannelser. Samtidig vurderes barnets størrelse, og hvordan moderkagen er placeret i livmoderen, om barnet bevæger sig normalt og om fostervandsmængden er normal.
Det er muligt at vurdere barnets køn, hvis du ikke allerede kender det.
3D/4D scanning
Det er helt specielt at se barnet i maven i 3D/4D – det er et billedformat, der ligner et ægte fotografi i enten sort/hvid eller farver afhængig af jeres ønsker. For at lave gode 3D/4D billeder er det vigtigt, at der er fostervand og plads omkring barnet. Det bedste tidspunkt for en 3D/4D scanning er derfor mellem graviditetsuge 25 -34. Før uge 25 har det lille barn endnu ikke lagret så mange fedtdepoter, hvilket kan gøre dem lidt uhyggelige at kigge på, og efter uge 34 er pladsen så trang, at det kan være svært at fremstille de allerbedste billeder.
På en 3D/4D scanning kan du se:
• Ansigtstræk
• Fingre/tæer
• En baby der gaber eller drikker fostervand
• Tydelige detaljer
• Måske hvem barnet ligner
Kønsscanning
Du vil til en kønsscanning dermed få flere informationer end hvorvidt du venter en dreng eller en pige. Flere steder tilbydes kønsscanning fra uge 13+0. Det betyder, at man reelt kan få kønnet at vide, før 12-ugersscanningen, der ligger mellem uge 11+6 - 13+6. For os er der etik i rækkefølgen af informationer og vi vægter højt at følge de nationale guidelines, der sætter 14+0 som tidligste tidspunkt for kønsscanning.
Tryghedsscanning
Du kan gennem hele din graviditet have behov for at blive scannet for tryghedens skyld. Tryghedsscanningen kan ligge fra uge 12+0 og frem til fødslen. Det er dit behov der afgør, hvor ofte tryghedsscanningen er relevant for dig. Der er meget stor variation i, hvor ofte behovet viser sig. Selvom en scanning er et øjebliksbillede, er der værdi i at få be- eller afkræftet de forestillinger, der kan melde sig.
En tryghedsscanning kan berolige dig, hvis du oplever:
• Blødning i graviditeten
• Ikke har mærket liv eller mærker mindre liv
• Tidligere har født for tidligt
• Bekymring for om graviditeten udvikler sig som den skal
• Mange plukkeveer
• Tidligere har født et lille eller stort barn
• Tvivl om barnet har hoveder op eller ned
• At din mave er meget spændt og stor (for meget fostervand)
• Et behov for at kigge indenfor til dit barn
• At være tæt på termin og vil vide om moderkagen stadig fungerer godt
Tryghedsscanning et alternativ til igangsættelse?
Sidst i graviditeten giver det mening for mange at vælge en ekstra scanning. Tit opstår der tanker om, hvorvidt baby stadig får fuld nærring fra moderkagen, eller om der er nok eller for meget fostervand. Det kan en tryghedsscanning i den sidste del af graviditeten vise. Når scanningen viser er alt er som det skal være, bliver du tryg. Tryghed kan gøre dig mere tålmodig, og dermed nedsætte dit behov for igangsættelse. Når du ved dit barn har det godt i maven, er det lettere at afvente spontan fødsel. Tålmodighed og balance i kroppen fremmer netop mulighederne for at gå i fødsel.
Kort sagt - din opsummering
Scanning er et effektivt værktøj til at samle viden om graviditetens og barnets udvikling. Du kan tilvælge præcis de scanninger, der giver mening for dig i din graviditet. Måske har du brug for ekstra tryghed, en second opinion eller helt lavpraktisk en tid du selv har valgt af logistiske grunde.
Vil du have hjælp?
*Alt fagligt indhold i alle vores artikler er gennemgået og godkendt af relevant fagpersonale. Vi står 100% inde for alt indhold. Der er brugt AI til korrektur og design.