
Kolik - findes det overhovedet?
Kolik er ikke en sygdom og faktisk heller ikke en reel diagnose! Kolik er en skraldespandsbetegnelse for, den gråd vi ikke kender årsagen til. Du kan her blive klogere på, hvad begrebet kolik dækker over, hvordan symptomerne ser ud og hvad du kan gøre, hvis dit barn ikke trives.
Hvad er kolik?
Som jordemoder og ammevejleder hører jeg mange forskellige teorier om, hvad gråd hos det lille barn kan skyldes. Umodne tarme, spændinger, refluks, umodent nervesystem eller tidlig form for migræne er nogle af teorierne, for bare at nævne nogle stykker. Jeg undres til stadighed over, at den slags lommeteori uden evidens i ryggen bruges som forklaringsmodel, når et lille barn græder for at få hjælp.
Hvem ville tage til takke med gætværk ved et hævet knæ uden at efterlyse konkret udredning og en korrekt stillet diagnose?
Små børn skal ikke græde utrøsteligt i mange timer hver dag!
Koliksymptomer
Hvis en baby græder meget, og der ikke er en medicinsk påvist grund til gråden, bruges betegnelsen kolik ofte som årsagsoverskrift. Forenklet angives det, at hvis et barn græder mere end 3 timer om dagen, mindst 3 dage om ugen i mere end 3 uger, så kan det betegnes som kolik, hvis barnet er yngre end 5 måneder og ellers sundt og raskt. Det paradoksale opstår dog allerede her, da konklusionen ”sund og rask” må give anledning til overvejelse, hvis barnet græder, som her beskrevet. Er ”sund og rask” retvisende eller har det bare ikke været muligt at finde årsagen til gråden?
Ved kolik ses typisk:
• Gråd > 3 timer dagligt
• Barnet trækker benene op under sig
• Udspilet mave
• Uro
• Dårlig søvn
• Luft i maven enten som mange prutter eller hyppige bøvser
Hvad er trivsel?
I Danmark fokuseres kraftigt på barnets vægt som et afgørende trivselsparamenter. Tager en baby på i vægt og følger barnet sin vægtkurv, konkluderes det typisk, at barnet er i trivsel.
Som ammevejleder har jeg set talrige eksempler på børn, der spiser hyppigt netop for at lindre ubehag og/eller smerter. Konsekvensen af de hyppige måltider fører ofte til fin vægtøgning. Anses vægtøgningen som et trivselsparameter, er vi altså allerede i gang med at fare vild, når det lille barn græder for at få hjælp. Instinktivt beroliger barnet netop sit nervesystem ved at spise.
At trives er i et bredere perspektiv:
• Et barn der melder sig til måltiderne og viser tegn på sult
• At have flere søvnperioder på 2 timer eller mere i løbet af et døgn
• Et barn der kan trøstes og beroliges ved gråd
• At der er sammenhæng mellem gråden og mulige årsager fx fyldt ble, for varmt, for koldt, kontakt for meget eller for lidt, træthed, tegn på sult mv.
• Et barn der kan holde øjenkontakt
• Daglige udskillelser i bleen (ved ren modermælk kan der gå flere dage mellem afføringer, hvilket er ok, hvis de øvrige trivselstegn er til stede)
• Afslappet krop med fri bevægelse til både højre og venstre
• Pæn kulør i huden (ikke bleg, grå eller gul)
Mulige tegn på mistrivsel:
• Utrøstelig gråd
• Hyppige urolige måltider
• Barn der ikke giver tegn på sult
• Korte urolige søvnperioder
• Favoritside hvor barnet kun vil dreje hovedet mod enten højre eller venstre
• Bananfacon hvor barnet ligger i en C-kurve
• Manglende udskillelser i bleen
• Bleg, grålig eller gul kulør
• Et barn der kun vil sove eller virker sløvt og er svært at vække
Gode råd til at fremme barnets trivsel:
• Hud mod hud kontakt
• Fri adgang til brystet
• Hjælp ved ammeudfordringer
• Undgå for meget eller for lidt stimuli for det lille barn
• Lær barnets signaler at kende
• Rolige forældre fremmer barnets ro, da I er tæt forbundne de første mange måneder af barnets liv. Få hjælp, hvis du er urolig
• Babybehandling eller screening for spændinger – det bør alle spædbørn tilbydes, da fødslen er en voldsom begivenhed for de allerfleste
• Opmærksomhed på at bøvse med barnet undervejs i og efter måltidet
Tips & råd
Hvordan får I hjælp?
Et lille barn spiser ved brystet eller på flaske mange gange i døgnet. For nogle fungerer måltiderne fint fra starten, men over tid opstår der uro eller mistrivsel. For andre er der udfordringer i form af smerter ved amning, et barn der har svært ved at få fat på brystet, mister vakuum, får suttevabler, fejlsynker eller tilsvarende lige fra starten.
Fælles for de fleste børn er, at der ofte er problemer med spisningen, hvis de mistænkes for at have kolik. Netop derfor kan det være afgørende at opsøge kvalificeret ammehjælp, hvis I er ramt af meget gråd eller uro. Det er relevant at få barnets mundmotoriske færdigheder vurderet, at undersøge for mulige spændinger i den lille krop, at få konkret vejledning i, hvad der evt. kan justeres, optimeres eller ændres, for at opnå mindre gråd og mere ro hos barnet.
Søg hjælp! Her under har du mulighed for at booke en gratis screening samtale på telefonen, således du får målrettet hjælp til dit aktuelle problem:
Din mavefornemmelse er vigtig
Kære forældre til et barn, der græder meget
Der findes nok ikke noget, der er meget hårdere end at have et utrøsteligt barn. Følelsen af utilstrækkelighed og frustration bliver hurtigt stor og svær at være i. Instinktivt ønsker alle forældre at hjælpe deres børn. Når det ikke lykkes, er den naturlige konsekvens, at du føler dig magtesløs. Netop magtesløsheden går tit hånd i hånd med selvbebrejdelse. Er jeg ikke en god mor? Eller en god far? Holder det aldrig op? Er der noget alvorligt i vejen med mit barn? Måske googler I for at finde svar og i stedet opdager I, at der er en kæmpe jungle af muligheder. En jungle, der kan være svær at finde rundt i og som måske næsten forstærker oplevelsen af tvivl og forvirring. Det kræver et overskud at handle. Et overskud, der måske er reduceret i takt med gråden, er blevet højere og længere. Mange familier oplever, at alt kommer under pres, når det lille barn skriger. I får måske kortere lunte over for hinanden som par, I mangler søvn og I har måske forskellige reaktioner på situationen. Start med at få hjælp til at finde den korteste vej igennem junglen af muligheder. Undlad at opsøge mange forskellige behandlere på samme tid, da det ofte gør det svært at gennemskue, hvad der reelt hjælper. Lyt til din mavefornemmelse, måske hvisker den til dig, hvad der føles bedst. Kære mor – kære far; det bliver bedre. I er ikke alene, og I gør ikke noget galt. Kunne I trylle havde I gjort det for længst.
Tips & råd
Vil du have hjælp?
*Alt fagligt indhold i alle vores artikler er gennemgået og godkendt af relevant fagpersonale. Vi står 100% inde for alt indhold. Der er brugt AI til korrektur og design.