Gravid – hvad gør jeg nu?
Har du netop fundet ud af, at du er gravid? Og ved du ikke, hvad næste skridt er? Så bør du læse dette indlæg, der i 7 punkter giver dig et hurtigt overblik over det praktiske.
- Skrevet af Karen Becher | Gravidscanner (sonograf), sygeplejerske
Gravid – hvad gør jeg nu?
Har du netop fundet ud af, at du er gravid, men ved du ikke, hvad næste skridt er? Så er du ikke den eneste. Sådan har rigtig, rigtig mange det, og heldigvis er det ret overskueligt at danne sig et overblik over, hvad der skal ske – lige udover det følelserne og tankevirvar, der sikkert fylder hele din (og måske din partners) verden nu.
I dette indlæg opsummerer vi de praktiske ting, man skal i starten af graviditeten.
1. Kontakt din læge og aftal en tid til din første lægeundersøgelse
Din første lægeundersøgelse vil typisk være mellem uge 6 – 10, og her vil din læge sætte dig ind i de næste skridt og høre nærmere om, hvordan du har det.
2. Få en tryg start med en Tidlig scanning
Jeg oplever, at mange får stor gavn ud af at få en tidlig graviditetsscanning i uge 6-12. Det kan give ro i kroppen at se, om alt ser ud, som det skal, og så ser vi hjerteblik, hvilket er en stor oplevelse og måske her, I først rigtigt forstår, hvad det lige er, der sker 🙂
Til scanningen har jeg afsat ekstra tid af til spørgsmål og tanker om graviditeten og alt omkring den, så I kommer herfra med en god forståelse for, hvad I går i møde, og så I har ro i maven.
3. Doubletest (Hvis du ønsker en nakkefoldsscanning)
Doubletesten foretages fra uge 8+0 – 13+6 og bruges til at vurdere risikoen for at barnet har Downs Syndrom, Edwards syndrom og Pataus syndrom. Testen udføres med en serumprøve fra den gravide, og kun hvis man ønsker at få en nakkefoldsscanning, som tilbydes af det offentlige. Læs herunder.
4. 1. trimesterscanning (og evt. nakkefoldsscanning)
1. trimester scanningen (12 ugers scanningen) er den første scanning, du kan få hos det offentlige. Scanningen udføres fra 11 uge+3 til 13 uge+6. I forbindelse med denne scanning vurderes:
– om der er liv, om der er mere end ét foster
– terminsdatoen
– om fostret har dannet en kranieknogle, og om hjernen er opdelt i 2 halvdele.
– om navlesnoren løber normalt ud af maven
– om fostret har 2 hænder og 2 fødder.
Nakkefoldsscanning:
Din egen læge vil informere dig om, at du kan tilvælge en nakkefoldsscanning, der undersøger sandsynligheden for, at barnet har en kromosomafvigelse, herunder Downs syndrom. Testen holdes op mod Doubletesten, du har fået taget inden denne scanning. Din læge bør have guidet dig til bestilling af de forskellige tider til første lægeundersøgelse. Nakkefoldsscanningen er frivillig, og du kan sagtens få foretaget din 1. trimesterscanning, selvom du har valgt at sige “nej tak” til nakkefoldsscanningen.
5. Din første jordemorsamtale
Din første jordemorsamtale er typisk mellem 13. uge og 18. uge.
6. Kosttilskud
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder tager et tilskud både før, under og efter gaviditeten.Har du ikke været bevidst om dette, er det ikke for sent at starte, når du har fundet ud af, at du er gravid. Spørg eventuelt din læge til råds.
Kosttilskud til gravide
Før graviditet:
Folsyre (fra før graviditet – 12. uge)
Du anbefales et dagligt kosttilskud på 400 mikrogram folsyre indtil 12. uge i graviditeten. Optimalt skal man tage tilskud af folsyre i 3 måneder før, graviditeten indtræder. Denne dosis nedsætter risikoen for rygmarvsbrok hos barnet. Behandlingen er uden bivirkninger.
Nogle kvinder bør tage et tilskud på 5 mg (5.000 mikrogram) folsyre dagligt fra graviditeten planlægges til og med 2 måneder henne i graviditeten. Det gælder for kvinder, der:
– Tidligere har født et barn med rygmarvsbrok
– Har været gravide med et foster med rygmarvsbrok
– Selv har medfødt rygmarvsbrok, eller hvis partner har medfødt rygmarvsbrok
Denne dosis skal ordineres af din egen læge.
Under graviditet:
Folsyre (fra før graviditet til 12. uge)
Du anbefales et dagligt kosttilskud på 400 mikrogram folsyre fra graviditet planlægges til 12. uge i graviditeten.
Jern (fra 10. uge – efter fødslen)
Du anbefales et dagligt tilskud på 40 – 50 mg ferrojern fra 10. uge – fødslen.
Tages mellem måltiderne sammen med juice/frugt, for at optimere optagelsen.
D-vitamin (hele graviditeten). Du anbefales et dagligt tilskud på 10 mikrogram D-vitamin gennem hele graviditeten.
Kalk (hele graviditeten). Du anbefales et dagligt tilskud på 500 mg kalk i hele graviditeten, hvis du ikke får, hvad der svarer til en 1/2 liter mælk hver dag.
Multivitamin (hele graviditeten). Det kan være en god ide at tage en multivitamintablet dagligt under graviditeten.
Efter graviditet:
Jern (efter fødslen). Du bør fortsætte med et jerntilskud på 40 – 50 mg i nogle uger, hvis du har mistet meget blod under fødslen. Tages mellem måltiderne sammen med juice/frugt.
Multivitamin (ammeperioden). Det kan være en god idé at tage en multivitamintablet dagligt, når du ammer.
Kalk (ammeperioden). Du anbefales et dagligt tilskud af kalk, når du ammer, hvis du ikke får, hvad der svarer til 1 liter mælk om dagen.
Men det er så alligevel ikke helt rigtigt. For din graviditet er beregnet til at vare 40 fulde uger fra din første dag i sidste menstruation og med en cyklus på 28 dage, der er den mest normale cyklus.
Er din cyklus fx 29 dage, udregnes din termin til at være 40 fulde uger og 1 dag efter første dag i din sidste menstruation. Årsagen er, at graviditeten i gennemsnit varer 38 uger fra din befrugtningsdag, og befrugtningsdagen skubber sig lidt alt efter ens cyklus.
Det betyder, at du faktisk slet ikke er gravid i de første to uger af graviditetens 40 uger.
Graviditetens første uge kaldes for uge 0, da du endnu ikke har været gravid i én fuld uge. Graviditetens anden uge starter, når du har været gravid i 1 fuld uge og er altså uge 1 + antallet af dage ekstra, du er henne.
Ugerne skal derfor læses som følgende:
Den første uge af graviditeten er uge 0 (Gravid i 0 fulde uger og 0-6 dage)
Den anden uge af graviditeten er uge 1 (Gravid i 1 fuld uge og 0-6 dage)
Den tredje uge af graviditeten er uge 2 (Gravid i 2 fuld uger og 0-6 dage)
Når din læge eller jordemor fortæller dig, at du er gravid i uge 5+2, betyder det, at du har været gravid i 5 fulde uger + 2 dage mere – altså 5 uger og 2 dage fra din første dag i sidste menstruation.
Forvirrende. Men lad dig ikke slå ud, for længere fremme i graviditeten beregnes den forventede terminsdato ved hjælp af ultralyd, og så får I en endelig og gældende terminsdato. Din terminsperiode vil da være fra 3 uger FØR, til 2 uger EFTER denne dato. Hvis du føder indenfor de 5 uger, har du født til tiden.
7. Fortæl venner og familie (og arbejde) om graviditeten
Det korte svar er: når du /I er klar.
Det eneste, du er forpligtet til, er, at din arbejdsgiver skal vide det minimum 3 mdr. før forventet fødsel. Men som udgangspunkt har din arbejdsgiver selvfølgelig bedre muligheder for at planlægge din orlov, jo før de får besked.
Når det kommer til venner og familie, så plejer jeg at sige, at du kan dele nyheden lige så tidligt, du har brug for det. Del med dem, som du også ville dele med, HVIS du var uheldig at abortere.
Statistikkerne siger, at når vi først har set et hjerte slå (uanset om det er i uge 6 eller først senere), så er sandsynligheden 95% for, at det fortsætter med at slå. Det er også netop grunden til at mange vælger at komme til en tidlig scanning.
Graviditeten – Uge for uge
Læs vores “gravid – uge for uge” guide, der gennemgår graviditeten fra første til sidste uge – både hvordan barnet udvikler sig og moren måske oplever graviditeten.